SHU-BI-DUA 6 (JUNI 1979)
Var der to musikalske genrer, der satte sit præg på sidste halvdel af 1970’erne, var det punk og disko. Shu-bi-dua tog aldrig favntag med punken; men Shu-bi-dua og disko var kompatible størrelser. Allerede på 2’eren flirtede gruppen med genren i Fiske-disk og zeppe deppe, men det er deres sang til The Bee Gees, der skinner som et bredt nul-huller-tandpastasmil. Brd. Gebis var naturligvis en parodi på de tre brødre Gibb i The Bee Gees (og deres lillebror Andy), som med nogle unaturligt høje falsetstemmer mere end noget andet navn definerede sen-1970’ernes disko, ikke mindst med deres sange til blockbuster-filmen Saturday Night Fever.
Men som alt hos Shu-bi-dua er sangen til The Bee Gees hverken ondskabsfuld eller ondsindet ment. Den er sjov, sød og kærlig, og publikum tog den til sig med det samme. Ærmelunden og Rund funk gik også rent ind, og med Melankolini viste gruppen, at dens ambitionsniveau var hævet betragteligt. Erfaringen var for længst i hus, men det handlede også om teknisk isenkram, for det gik stærkt i de år, og Michael Hardinger fulgte nøje med i udviklingen inden for pladestudier:
- Vi kunne pludselig lave meget mere. Vi havde 24 spor at arbejde på og fik øjnene op for de mange nye muligheder, det gav os, og så brugte vi også bare mere tid, så numrene blev bedre arrangeret.
Michael Bundesen husker det som, at gruppen mere eller mindre var flyttet permanent ind i Sound Track-studiet i Store Kongensgade i det indre København. Det var gruppens base, og her blev alt prøvet af:
- Det var fx et kæmpeprojekt at lave Melankolini. Jens Tage Nielsen var den i gruppen, der var bedst bevandret ud i den klassiske musik. Så han var i sit es, med studiet fuldt af operasangere, kor og strygere....
SHU-BI-DUA 6 (JUNI 1979)
Var der to musikalske genrer, der satte sit præg på sidste halvdel af 1970’erne, var det punk og disko. Shu-bi-dua tog aldrig favntag med punken; men Shu-bi-dua og disko var kompatible størrelser. Allerede på 2’eren flirtede gruppen med genren i Fiske-disk og zeppe deppe, men det er deres sang til The Bee Gees, der skinner som et bredt nul-huller-tandpastasmil. Brd. Gebis var naturligvis en parodi på de tre brødre Gibb i The Bee Gees (og deres lillebror Andy), som med nogle unaturligt høje falsetstemmer mere end noget andet navn definerede sen-1970’ernes disko, ikke mindst med deres sange til blockbuster-filmen Saturday Night Fever.
Men som alt hos Shu-bi-dua er sangen til The Bee Gees hverken ondskabsfuld eller ondsindet ment. Den er sjov, sød og kærlig, og publikum tog den til sig med det samme. Ærmelunden og Rund funk gik også rent ind, og med Melankolini viste gruppen, at dens ambitionsniveau var hævet betragteligt. Erfaringen var for længst i hus, men det handlede også om teknisk isenkram, for det gik stærkt i de år, og Michael Hardinger fulgte nøje med i udviklingen inden for pladestudier:
- Vi kunne pludselig lave meget mere. Vi havde 24 spor at arbejde på og fik øjnene op for de mange nye muligheder, det gav os, og så brugte vi også bare mere tid, så numrene blev bedre arrangeret.
Michael Bundesen husker det som, at gruppen mere eller mindre var flyttet permanent ind i Sound Track-studiet i Store Kongensgade i det indre København. Det var gruppens base, og her blev alt prøvet af:
- Det var fx et kæmpeprojekt at lave Melankolini. Jens Tage Nielsen var den i gruppen, der var bedst bevandret ud i den klassiske musik. Så han var i sit es, med studiet fuldt af operasangere, kor og strygere. Det var skide skægt, men det var også en logistisk udfordring, for pludselig handlede det om mere end bare at gå ind og indspille. Nu skulle der også tænkes i andre baner med gæstemusikere og den slags, men vi styrede stadig selv hele processen.
Blandt gæsterne spillede især Kenneth Knudsen en tydelig rolle med sin Moog-synthesizer på Brd. Gebis, som også afslørede, at gruppen havde et hold meget kompetente falsetsangere i Kim Daugaard, Jens Tage Nielsen og Hardinger. Gruppen havde således endnu flere strenge at spille på end sædvanligt, og 6’eren er vintage Shu-bi-dua. Albummet har alt det, som gruppens store og trofaste fanskare forventede af et nyt Shu-bi-dua-udspil: Først og fremmest de meget iørefaldende, muntre melodier og flotte kor, men den skæve humor og spilleglæden er også intakt. Og endelig kommer gruppen med et par aktuelle kommentarer, ikke mindst i sangen til den tids heftige atomdebat og mere konkret til placeringen af Barsebäck så tæt på København eller ”meget langt fra Stockholm”, som Bundesen synger i A. Tomsen.
Med 6’eren tog Shu-bi-dua afsked med 1970´erne på fornem vis, og i det mere skjulte sagde musikerne også farvel til deres pladeselslab. Kontrakten med Polydor var udløbet, og Shu-bi-dua havde fået lyst til at være herrer i eget hus.