SHU-BI-DUA 8 (MAJ 1982)
- Det var en on-going proces op til 7’eren. Når den ene var færdig, gik vi i gang med den næste. Det var ikke noget med, at ”nu skal vi også til at komme i gang”, nej, vi var bare i gang, husker Michael Bundesen i dag de første syv år – og syv plader – i Shu-bi-duas historie.
Der kom én plade om året, og ind imellem turnerede gruppen land og rige tyndt. Der var godt humør, hvor gruppen var, og begrebet ”endnu en dag på kontoret” kendte man ikke i lejren dengang. Alligevel var alt ikke, som det skulle være. Bosse Hall Christensen og Jens Tage Nielsen var kørt surt i det.
Resultatet blev, at de forlod gruppen, men blev alligevel hængende på sidelinien, for de overtog pladeselskabet Storkophon, som Shu-bi-dua havde etableret, da gruppens kontrakt med Polydor udløb efter 6’eren. Men bruddet gav alligevel alvorlige rystelser internt, for det var selve fundamentet, man var inde at pille ved. Bosse og Jens havde været med til at danne gruppen tilbage i 1973 og begge havde vigtige roller; Bosse især omkring tekster, pladeomslag og den slags, oftest i samspil med Bundesen, og Jens som tekstforfatter og flittig komponist ved siden af Michael Hardinger, som i dag husker tiden som lidt usikker:
- Der kom lidt præstationsangst, da de gik, for vi tænkte: ”Enten er vi kogt, eller også kan vi køre videre”.
Tangentspilleren Willy Pedersen og trommeslageren Kasper Winding trådte ind i stedet, og selv om Kasper ikke var helt fremmed i familien, for han havde faktisk været med på et enkelt nummer på den allerførste plade i 1973, var det nu kun Bundesen og Hardinger, der var tilbage fra startopstillingen.
I et nyt set-up med de to som primus motorer påtog...
SHU-BI-DUA 8 (MAJ 1982)
- Det var en on-going proces op til 7’eren. Når den ene var færdig, gik vi i gang med den næste. Det var ikke noget med, at ”nu skal vi også til at komme i gang”, nej, vi var bare i gang, husker Michael Bundesen i dag de første syv år – og syv plader – i Shu-bi-duas historie.
Der kom én plade om året, og ind imellem turnerede gruppen land og rige tyndt. Der var godt humør, hvor gruppen var, og begrebet ”endnu en dag på kontoret” kendte man ikke i lejren dengang. Alligevel var alt ikke, som det skulle være. Bosse Hall Christensen og Jens Tage Nielsen var kørt surt i det.
Resultatet blev, at de forlod gruppen, men blev alligevel hængende på sidelinien, for de overtog pladeselskabet Storkophon, som Shu-bi-dua havde etableret, da gruppens kontrakt med Polydor udløb efter 6’eren. Men bruddet gav alligevel alvorlige rystelser internt, for det var selve fundamentet, man var inde at pille ved. Bosse og Jens havde været med til at danne gruppen tilbage i 1973 og begge havde vigtige roller; Bosse især omkring tekster, pladeomslag og den slags, oftest i samspil med Bundesen, og Jens som tekstforfatter og flittig komponist ved siden af Michael Hardinger, som i dag husker tiden som lidt usikker:
- Der kom lidt præstationsangst, da de gik, for vi tænkte: ”Enten er vi kogt, eller også kan vi køre videre”.
Tangentspilleren Willy Pedersen og trommeslageren Kasper Winding trådte ind i stedet, og selv om Kasper ikke var helt fremmed i familien, for han havde faktisk været med på et enkelt nummer på den allerførste plade i 1973, var det nu kun Bundesen og Hardinger, der var tilbage fra startopstillingen.
I et nyt set-up med de to som primus motorer påtog de sig helt automatisk at holde styr på tropperne, og de forsøgte at skabe en ny fælles identitet ved blandt andet at tage på arbejdslejr, først i et sommerhus i Nordsjælland, siden i udlandet, men de måtte sande, at de ikke kunne genskabe fordums kemi. Til gengæld fik de et nyt og anderledes band med en tydeligere rollefordeling med de fordele, det nu kan give. Slaget var derfor ikke tabt, og sangene kom da også stadig til gruppen i ét væk.
Da 8’eren udkom i foråret 1982 efter et helt Shu-bi-dua-frit 1981, var gensynsglæden stor, og radioerne kvitterede med tommelfingerne opad. We Wanna Be Free blev det store hit, men Jens Olsens verdensur og Costa Kalundborg begejstrede også rundt omkring, og i Billen på bladet tog gruppen endelig til genmæle over for Politikens anmelder, som aldrig havde været begejstret for Shu-bi-dua:
- Det var da sjovt, når manden hedder Bille, og sådan en minder jo lidt om et guitarplekter, ikke? Han skulle tage og passe på, at han ikke bare blev samlet op og brugt til at spille hvalen Hvalborg. Det ville være meget ydmygende, mener Hardinger.