Shu-bi-dua om coveret

Vi havde ikke så meget med det cover at gøre, ud over at vi havde ideen om, at der skulle et gebis på, så det knyttede sig til sangen Brdr. Gebis. Alt det med noderne var ikke vores idé, og vi var ikke glade for det, da vi fik det, men da var vi allerede så langt henne i processen, at vi ikke kunne nå at trække i nødbremsen. Vi ville gerne have haft noget nyt, som vi havde set i USA, og det var airbrush. Noget smooth og lækkert, men det her er ikke rigtig airbrush, det er mere farvelægning. Så vi besluttede, at sådan skulle det ikke gøres mere, og så skulle det også være hvide covers igen fra nu af.

 

HISTORIEN


SHU-BI-DUA 6 (JUNI 1979)

Var der to musikalske genrer, der satte sit præg på sidste halvdel af 1970’erne, var det punk og disko. Shu-bi-dua tog aldrig favntag med punken; men Shu-bi-dua og disko var kompatible størrelser. Allerede på 2’eren flirtede gruppen med genren i Fiske-disk og zeppe deppe, men det er deres sang til The Bee Gees, der skinner som et bredt nul-huller-tandpastasmil. Brd. Gebis var naturligvis en parodi på de tre brødre Gibb i The Bee Gees (og deres lillebror Andy), som med nogle unaturligt høje falsetstemmer mere end noget andet navn definerede sen-1970’ernes disko, ikke mindst med deres sange til blockbuster-filmen Saturday Night Fever.

Men som alt hos Shu-bi-dua er sangen til The Bee Gees hverken ondskabsfuld eller ondsindet ment. Den er sjov, sød og kærlig, og publikum tog den til sig med det samme. Ærmelunden og Rund funk gik også rent ind, og med Melankolini viste gruppen, at dens ambitionsniveau var hævet betragteligt. Erfaringen var for længst i hus, men det handlede også om teknisk isenkram, for det gik stærkt i de år, og Michael Hardinger fulgte nøje med i udviklingen inden for pladestudier:

- Vi kunne pludselig lave meget mere. Vi havde 24 spor at arbejde på og fik øjnene op for de mange nye muligheder, det gav os, og så brugte vi også bare mere tid, så numrene blev bedre arrangeret.

Michael Bundesen husker det som, at gruppen mere eller mindre var flyttet permanent ind i Sound Track-studiet i Store Kongensgade i det indre København. Det var gruppens base, og her blev alt prøvet af:

- Det var fx et kæmpeprojekt at lave Melankolini. Jens Tage Nielsen var den i gruppen, der var bedst bevandret ud i den klassiske musik. Så han var i sit es, med studiet fuldt af operasangere, kor og strygere....

 

MERE

Se billeder fra perioden

Se mere video

Lyt til albummet