SHU-BI-DUA 1 (APRIL 1974)
Michael Bundesen og Michael Hardinger var ansat i Danmarks Radio. De arbejdede ikke sammen, men Radiohuset var alligevel ikke større, end at de løb ind i hinanden i ny og næ og hurtigt blev venner. De havde det gode humør og en glubende musikalsk appetit tilfælles. Og så havde de også udgivet plader begge to; Bundesen både som solist og med folktrioen The Quacks, Hardinger som medlem af rockgruppen Passport.
De dækkede således flere forskellige udtryk, men interessen for gammel amerikansk rock’n’roll havde de begge. Det var dog ikke nok for dem blot at gå i et øvelokale og lire sangene af og derved lyde som oceaner af andre musikere verden over, nej, de ville sætte deres eget fingeraftryk, og Bundesen havde allerede taget det første lille skridt i dén retning. Sammen med sin kammerat fra gymnasietiden, tangentspilleren Jens Tage Nielsen, var han begyndt at skrive skæve, men mundrette tekster til gamle sange, og Hardinger bifaldt straks ideen, da han hørte Fed rock; deres danske ord til Elvis Presley-hittet Jailhouse Rock.
Inden længe fik de en opfordring fra en DR-kollega om at indspille nummeret til P3-programmet Åbent Hus. Hardinger troppede op med sit band Passport – guitaristen Paul Meyendorf, bassisten Niels Grønbech og trommeslageren Bosse Hall Christensen – og de seks musikere naglede sangen, inden de havde fundet på et navn. Det gav dog sig selv:
- Vi afleverede et bånd til programmet, hvor sangen skulle spilles, og fordi vi sang ”shubidua” i den, præsenterede de os som ”Åbent Hus´ studiegruppe, Shu-bi-dua”, husker Hardinger.
Navnet hang ved, og begyndelsen på et af de populæreste kapitler i dansk musikhistorie var dermed skrevet. Der kom tilbud...
SHU-BI-DUA 1 (APRIL 1974)
Michael Bundesen og Michael Hardinger var ansat i Danmarks Radio. De arbejdede ikke sammen, men Radiohuset var alligevel ikke større, end at de løb ind i hinanden i ny og næ og hurtigt blev venner. De havde det gode humør og en glubende musikalsk appetit tilfælles. Og så havde de også udgivet plader begge to; Bundesen både som solist og med folktrioen The Quacks, Hardinger som medlem af rockgruppen Passport.
De dækkede således flere forskellige udtryk, men interessen for gammel amerikansk rock’n’roll havde de begge. Det var dog ikke nok for dem blot at gå i et øvelokale og lire sangene af og derved lyde som oceaner af andre musikere verden over, nej, de ville sætte deres eget fingeraftryk, og Bundesen havde allerede taget det første lille skridt i dén retning. Sammen med sin kammerat fra gymnasietiden, tangentspilleren Jens Tage Nielsen, var han begyndt at skrive skæve, men mundrette tekster til gamle sange, og Hardinger bifaldt straks ideen, da han hørte Fed rock; deres danske ord til Elvis Presley-hittet Jailhouse Rock.
Inden længe fik de en opfordring fra en DR-kollega om at indspille nummeret til P3-programmet Åbent Hus. Hardinger troppede op med sit band Passport – guitaristen Paul Meyendorf, bassisten Niels Grønbech og trommeslageren Bosse Hall Christensen – og de seks musikere naglede sangen, inden de havde fundet på et navn. Det gav dog sig selv:
- Vi afleverede et bånd til programmet, hvor sangen skulle spilles, og fordi vi sang ”shubidua” i den, præsenterede de os som ”Åbent Hus´ studiegruppe, Shu-bi-dua”, husker Hardinger.
Navnet hang ved, og begyndelsen på et af de populæreste kapitler i dansk musikhistorie var dermed skrevet. Der kom tilbud fra pladebranchen, og Fed rock udkom på single i april 1973. Den gjorde ikke ligfrem hitlisterne usikre, men satte dog sine spor, og med følgende singler som Stærk tobak og Rap jul, der var danske udgaver af Twist And Shout og White Christmas, markerede Shu-bi-dua sig som et frisk og originalt indslag herhjemme. Der var ikke tale om traditionelle fortolkninger, for sangene havde netop fået et skud originalitet på tekstsiden, og man begyndte at omtale gruppens særlige behandling af sproget som undersættelser.
Shu-bi-dua gik i studiet for at indspille en lp, og selv om formlen lå klar og resulterede i sjove favntag med Chuck Berrys Johnny B. Goode (Lulu rocken går), Seals & Crofts’ Standing On A Mountain Top (Står på en alpetop) og det kælne Roberta Flack-hit (og senere Fugees’ ditto) Killing Me Softly With His Song (Kylling med soft ice), kunne gruppen også selv finde melodien. Karbad baby, Gøj den gamle og Små blå mænd gjorde lykke hos gruppens spirende fanskare, og de bekræftede, at der var højt til loftet i det musikalske kollektiv. Det hele skulle ikke tages så alvorligt, men det var heller ikke det rene anarki:
- Vi havde en regel om, at hvis vi stadig syntes, at en tekst var sjov på trediedagen, så holdt det, fortæller Bundesen her mere end 35 år senere, hvor mange vil sige, at de pudsige indhold såmænd stadig holder.