Shu-bi-dua om coveret

Vi var enige om, at det skulle være en tegning, ovre i ’ spøg og skæmt ’ afdelingen. Ligesom blomsten der sidder på jakken, og kan sprøjte vand i hovedet på dem man snakker med, så springer grønne ben op.
Vi ville også gerne være lidt rå og rock’ede, og derfor er der et stort foto af os indeni. Vi ville vise, at vi var et koncertband, og man skulle tro, at det er taget ved en koncert, men det er faktisk taget i Rosenberg Studiet. Der er kun én ( rød ) mikrofon, og der er formentlig ikke en eneste ledning i. Men det var dét signal, vi ønskede at sende. Altså, at vi var et spillende band med skæg og ballade.


 

HISTORIEN


SHU-BI-DUA 1 (APRIL 1974)

Michael Bundesen og Michael Hardinger var ansat i Danmarks Radio. De arbejdede ikke sammen, men Radiohuset var alligevel ikke større, end at de løb ind i hinanden i ny og næ og hurtigt blev venner. De havde det gode humør og en glubende musikalsk appetit tilfælles. Og så havde de også udgivet plader begge to; Bundesen både som solist og med folktrioen The Quacks, Hardinger som medlem af rockgruppen Passport.

De dækkede således flere forskellige udtryk, men interessen for gammel amerikansk rock’n’roll havde de begge. Det var dog ikke nok for dem blot at gå i et øvelokale og lire sangene af og derved lyde som oceaner af andre musikere verden over, nej, de ville sætte deres eget fingeraftryk, og Bundesen havde allerede taget det første lille skridt i dén retning. Sammen med sin kammerat fra gymnasietiden, tangentspilleren Jens Tage Nielsen, var han begyndt at skrive skæve, men mundrette tekster til gamle sange, og Hardinger bifaldt straks ideen, da han hørte Fed rock; deres danske ord til Elvis Presley-hittet Jailhouse Rock.

Inden længe fik de en opfordring fra en DR-kollega om at indspille nummeret til P3-programmet Åbent Hus. Hardinger troppede op med sit band Passport – guitaristen Paul Meyendorf, bassisten Niels Grønbech og trommeslageren Bosse Hall Christensen – og de seks musikere naglede sangen, inden de havde fundet på et navn. Det gav dog sig selv:

- Vi afleverede et bånd til programmet, hvor sangen skulle spilles, og fordi vi sang ”shubidua” i den, præsenterede de os som ”Åbent Hus´ studiegruppe, Shu-bi-dua”, husker Hardinger.

Navnet hang ved, og begyndelsen på et af de populæreste kapitler i dansk musikhistorie var dermed skrevet. Der kom tilbud...

 

MERE

Se billeder fra perioden

Se mere video

Lyt til albummet